Sjov og Alvor

 

Denne side er tænkt som et forum hvor vi kan skrive sjove anekdoter fra vores hundeliv, men også mere alvorlige ting som ligger os på sinde.

 

Den 09 11 11

Nu har det jo været os som opdrætter af Leo der har fået al opmærksomheden og lykønskningerne, omkring hans flotte udstillingsresultater. Men jeg føler efterhånden stor lyst til at fremhæve det arbejde som Leo's ejer Lene Halse gør i det daglige. For en udstillingshund er ikke gjort med godt opdræt alene . Det store arbejde ligger i det daglige, med at holde hunden i udstillingskondition. Altid at holde pelsen filterfri, at bade hunden når den er beskidt. At fodre rigtig og holde hunden i præcis "kampvægt" ikke et 1/5kg for meget eller for lidt. Det betyder at hunden i en ung alder bliver trænet i at blive handlet, og i det hele taget stimuleret og opdraget så den er til at samarbejde med på en udstilling.

Og ikke mindst betyder det at man bruger tid/penge på at kører sin hund fra den ene udstilling efter den anden, alt efter hvad "opdrætteren" mener er rigtigt for lige netop denne hund.

Så stor anderkendelse og tak fra "opdrætteren" til Lene Halse for det gode samarbejde og forståelse for hvad der skal til. Vi værdsætter det meget højt.

 

Den 17 05 10

Igen er det en af Runes historier, som kommer til at danne eksempel for mit indlæg her på siden. Rune ejer sammen med sin kæreste Nadia, Sundew's Summer Hollieday.

Jeg har mange gange forsøgt at forklarer hvad der menes med at "fremavle en bestemt type" hvor vigtigt det er at far og mor passer til hinanden i type. Hvor vigtigt det er at "holde tungen lige i munden" når man vælger hanhund til sine tæver, at man ikke blot falder for en hund der har mange titler, og sejrer på udstilling eller mange sejrer på prøver, har en sjælden farve eller andet.

Vores Mille; Himlahunden Tummelisa er for os at se, den perfekte type cocker. Meget engelsk, og moderat i alt. Som en cocker skal værer. Derfor bliver vi rigtig glade og også en anelse stolte når almindelige mennesker kan:

SE at vores hunde har den samme type. De hunde som Rune i brevet herunder nævner, har mange andre hunde i deres stamtavle en vores super-Mille. :)

 

 

Den 07 12 10

"Når man køber en hvalp hos os vælger man den ikke selv" den besked får alle hvalpekøberer når de henvender sig. Det er selvfølelig ikke helt så firkantet som det lyder, men det er et faktum at vi bruger meget tid på at udvælge den rigtige hvalp til den enkelte køber, og fra tid til anden står vi ret fast på vores anbefalinger.

Der er der nogen hvalpekøberer der ikke kan accepterer det og som derfor vælger os fra, lige fra starten. De vil vælge hvalp efter deres egen intuition og vælger så at købe et andet sted. Der er også ok med os, for tilliden til, at vi vil vores hvalpekøberer og ikke mindst vores hvalpe det bedste, skal jo værer helt på plads, når man handler noget så vigtigt, som et levende væsen.

Nogel gange får vores hvalpekøberer at vide, at vi syntes de skal vente på hvalp efter en bestemt tæve og ikke lige den der har hvalpe nu. Fordi vi mener at de hvalpe vil passe bedere ind i deres familie.

Det modsatte kan også værer tilfældet. At vi netop står men en hvalp der er noget helt særligt, og som vi syntes skal have en hel bestemt type familie, så henvender vi os til de mennesker vi kender og som har kontaktet os, for at blive skrevet op til "den helt rigtige hvalp" når den kommer.

En sådan situation havde vi omkring Sundew's Summer Hollieday en af Thyras hvalpe.

Nadia og Rune,som vi kender fordi Nadias forældre tidligerer har købt hund hos os, fik den besked at; vi har den rigtige hund til jer nu. Ikke om et halvt år ikke om et år, men nu. De slog til, på trods af det ikke lige var planen, og su'en ikke helt rakte ;)

I går fik vi nedenstående mail fra Rune, og det er jo noget der går lige ind, der lidt sydvest for næsen, hos et par gamle opdrætterer.

 

Der er masser af ting at fortælle, men man skal jo stoppe et sted. Vi er vildt glade for hende og fortryder ikke et sekund, at vi snuppede hende med det samme!

Hollie bliver en mere fantastisk hund, som dagene går. Hun er virkelig selvstændig og oser af karisma og personlighed... Det betyder sjovt nok også, at vi skal være over hende, når hun får sine rablende skøre idéer, som at rulle toiletrullen ud eller gå i vasketøjet for at finde sig en god sok at grumle på. Men det er nu bare en del af fornøjelsen ved hende.

Som du ved, arbejder Nadia på Næstvedegnens Dyrehospital, hvor Hollie ved flere lejligheder er blevet gennemtjekket af dyrlægerne, når Nadia har haft hende med på arbejde.

Meldingen er, at hun er helt perfekt. Tænder, hofter og alt det andet er lige som det skal være.

Når hun får den rette alder, får vi hende også øjenlyst, da de også har udstyr til dette, hvor Nadia arbejder.

Vi gør meget ud af selv at pille ved hende i tide og utide, så hun ikke bliver bange og stresset, når andre vil se hendes tænder eller andet. Så hun er vældig tillidsfuld, når det kommer til at blive undersøgt. I øvrigt har Hollie en sjov lille ting, når hun lægger sig på maven. Hun ligger begge bagben direkte bagud... Det ser morsomt ud, men er, så vidt jeg har ladet mig fortælle, blot udtryk for, at hendes hofter er tip-top.

Vi har afholdt os fra at klippe hendes flotte pels. Nadia ordner de steder, hvor det er nødvendigt - poter osv., men ellers synes vi, at Hollies pels skal have lov at sætte sig ordentligt. Så kan hun jo altid blive klippet til, når der skal udstilles og den slags.

Kærlighed er der nok af, og den er gensidig. Vi er så glade for hende, og hun er en rigtig lille puttetrold. Hollie foretrækker at sove selv. Men om morgenen kravler hun op og lægger sig tæt ind til os. Og så sover hun gerne et par timer ekstra, imens hun rigtig aser og maser sig ind til os.

Hendes sind er åbent og imødekommende, og hun charmerer sig ind overalt, hvor vi kommer. Ofte får vi henvendelser fra folk, som vil vide mere om hende. Nogle har aldrig set en cocker spaniel med hendes orange roan farver, og andre er bare nød til at snakke med hende, fordi hun ser så sød ud.

Hollie er meget tillidsfuld omkring både børn og voksne. Da der er småbørn og andre hunde i den nærmeste familie, er vi meget bevidste om, at Hollie skal kunne begå sig blandt såvel børn som voksne og naturligvis hunde. Og vi har aldrig ikke oplevet, at hun har reageret med nogen form for aggression overfor hverken hunde eller mennesker.

Hun er tydeligvis meget dygtig til at kommunikere med andre hunde.

Hollie har i øvrigt sin mor Thyras fine træk i ansigtet. Lille fin snude og flotte øjne, som ikke hænger det mindste... Så selvom mor er blue roan, er der tydelige fællestræk.

Og så er der jo sneen.. Åh, den sne... Når hun ikke prøver at æde den, hopper hun rundt og leger som en vild i den.

Hendes adfærd afspejler lige den hund, vi gerne ville have. Sjov, fræk, glad, opfindsom, selvstændig, udadvendt, kælen, nysgerrig, intelligent og frem for alt komplet skør hovedet...

Vi har jo ikke bil. Så når vi skal frem og tilbage, og vi ikke kan gå hele vejen, cykler vi gerne med Hollie i hendes cykelvogn... Hun elsker at stå i soltaget og følge med i, hvad der sker på turen... (hendes sele er naturligvis sat fast nede i vognen). 

Men når det regner, sidder hun nede i vognen og brokker sig. - Lidt kongelig har man vel lov at være!

Familiens anden Sundew-hund Morris har i øvrigt lige haft fødselsdag. Morris og Hollie er tit sammen i mange dage i streg, når vi er på familiebesøg, og det er en rendyrket fornøjelse at se to hunde, som er så afbalancerede og velfungerende have det hyggeligt sammen.
 
Det var blot en lille update fra
 
Nadia, Hollie og Rune

5/7 2009

I dag fik vi igen en mail der lød nogenlunde sådan her; vi ønsker os en cockerhvalp i farven..... har I det i nærmeste fremtid ?

Jeg bliver ikke længer så ærgelig og "kort for hovdet" som jeg blev tidligere, når jeg får en sådan mail. Men jeg kan ikke sige det tydligt nok. Lad aldrig farven være første prioitet når I vælger hvalp.

Er man "ny i racen" vælg da en seriøs og erfaren opdrætter som kan hjælpe jer gennem den første spændende tid som hundeejer. Og går man med en lille opdrætter i maven selv, er det ekstra vigtigt at finde sig en opdrætter der vil og er i stand til at være ens mentor. Mange nye opdrætter popper op i disse år, uden at have den fornødne hjælp i ryggen. Og for mig at se er det netop farven der har været deres første prioitet. Det er et problem som, jeg kan forstå på mine udenlandske opdrættervenner, findes i mange lande.

De mange farver som cockeren kan have er smukke, Ja, men ikke hvis hunden er tyndbenet, har små poter, er uden brystparti, uden pels og har et kedeligt temperment. For ikke at tale om div. arvelige sygdomme som kan gemme sig i generne. Alle disse ting er hvad man kan opnå når man avler kun med "farver for øje"

Når jeg kikker på vores hundeflok, ser jeg også mange brogede farver. De er kommet til os som en gave, lagt ind i generne, fra de dygtige opdrætter vi har købt vores hunde hos. Men altid og uden udtagelse har vi valgt vores tæver og de hanhunde der har parret dem, ud fra forældredyrenes sunhed, exteriør, temperment og meget vigtigt type. Alså passe de to forældredyr sammen, i sind og skind. Disse ting var bestemt ikke noget vi kunne gennemskue de første år vi var opdrætter, og derfor er vi også taknemmelige for den hjælp vi fik af vores "første opdrætter"At det blev brogede cockere vi i dag opdrætter er helt tilfældigt. (som teenager havde jeg en yndig rød tæve) Da vi skulle have vores første avlstæve valgte vi opdrætter, ikke hvalp. Blue roan blev det så og det har vi ikke et sekundt fortrudt. Og tro mig når man kører hjem med sin lille hvalp er det helt ligegyldigt hvilken farve den har. Senere når den bliver voksen ja så ser man ikke farven med udtrykket i øjene og det er er indeni.

 

 

 

27/2 2009

Vi så også udsendelsen på Tv2 om racehundes sygdomme den 25/2.

Og det var forfærdende, intet mindre.

Men lad os med det samme slå fast at dette forgik i England. Den engelske kennelklub er ikke som de fleste andre kennelklubber medlem af den internationale forening der regelsætter avlen. I England har man ikke som i Danmark og andre lande sundhedskrav til avlshundene.

For vores races vedkommende er der krav til avlshundene om en røngenfototgrafering af hofterne. samt øjenlysning for øjensygdomme. Men man vil opleve at seriøse opdrætter laver undersøgelser ud over de lovpligtige.

Her hos os gentester vi således for den arvelige øjensygdom PNR.

Samtidig er vi glade for at vores specialklub: Spanielklubben skrider til handling over for opdrættere der sidder sundheden overhørig.

Jeg vil ikke udtale mig om andre racers tilstand, for det ved jeg ikke nok om.Men for cockernes vedkommende findes der pt. ikke alvorlig og hyppigt forekommende arvelige sygdomme. Dog sker det for alle opdrætter at man støder på sygdomme. Det er også sket for os og der er rædselsfuldt at opleve. For som opdrætter har man intet højere ønske end at lave sunde glade hunde som kan leve et langt liv. Det er i hvert tilfælde vores højeste mål.

Vi har for længst indset at den måde hvorpå vi opdrætter; Har hundene boende som familiehunde, holder af dem, træner og opdrager dem, ikke giver mulighed for kæmpe udstillingsresultater. Men vore hunde klarer sig godt på udstillinger og det er vi stolte af.

Det var et rædsel det blev vist i tv i går, som alle opdrættere bør se og ingen glemme. Vi må aldrig glemme at være selvkritiske og reflekterer over det vi gør som opdrætter. Tænke over og diskuterer hvad er det vi vil og hvad er det vi gør med vores race for bla. at vinde på udstilling. Hvad der bla. er sket for Cavalien i England må ikke ske for vores fanstastiske og alsidige race. Vi må stille os selv spørgsmålene: er vore hunde ved at blive for overpelsede ? hvad med overvinkling ? og er det ikke vigtigt at vise at de stadig har de evner der ligger til grund for racen, nemlig jagt osv osv osv.

Som udstillingsdommer bør man belønne hunde der holder sig til standarden. Ikke falde for det extreme, hvor smukt det end må synes, i øjeblikket.

 

Men også hvalpekøbere må spørge sig selv : hvad er det, den opdrætter jeg har tænkt mig at støtte og købe hund hos virkelig interesserer sig for ?

Er det en brændende interesse for racen og dens speciale ?

Eller er det..?

ønsket om at stå øverest på sejrsskamlen på udstillinger igen og igen.

eller er det begæret og måske behovet for at tjene penge.

Som hvalpekøber har du et ansvar for de hvalpe, der kommer efter den du har købt. Så køb hos en opdrætter der brænder for sagen, som elsker sin race og som gør alt hvad der er muligt for at holde en høj standart. Og bemærk, smukke ord og en masse "ordgejl" er ikke nok, der skal handling bag ordene.

bettine